Behandling af vorter
Hvad er en vorte?
En vorte skyldes smitte med virus.
I vorten fabrikeres hver dag i tusindvis af virus, som frigøres til omgivelserne sammen med afstødte hudceller.
Du smittes ved berøring af vorten eller via de virusholdige afstødte hudceller. Blodet smitter ikke. Afstødte hudceller med vortevirus afsættes på genstande, som andre berører. Det kan være gulve i svømmehaller, baderum, sand og jord. Da berøring er et af kravene til at blive smittet med vortevirus, ses smitten ofte på steder på kroppen, der er i hyppig berøring med omgivelserne.
Vorter forekommer oftest på hænder og fødder, men næse og mund ses også, når man smitter sig selv. Har man mere end 1 vorte, er det almindeligt, at man har fået den ene, og har smittet sig selv til resten.
Hvis der er små skader i huden, eller hvis huden opblødes af vand, smittes den lettere. Det er i reglen ikke muligt at udpege smittekilden, fordi der kan gå fra 1-20 mdr. fra man er smittet, til vorten vokser frem. Har du vorter på fødderne, så anvend badesko eller gymnastiksko, så du ikke smitter andre. Pil eller krads ikke i vorten, da det øger risikoen for smitte til anden region, da der kan aflejres vorterester under neglene.
Kroppen forsvarer sig mod virusinfektioner ved at danne antistoffer. Mens kroppen hurtigt danner antistoffer mod det virus, der giver influenza, sker det meget langsommere, når det gælder vortevirus. Derfor varer vortesygdommen meget længere end influenza.
Hvad skal du gøre?
Hvis du undlader at behandle vorten, vil den svinde, når kroppen har dannet antistoffer. Hos børn vil ca. halvdelen have helbredt sig selv i løbet af 1 år og i løbet af 2 års varighed, er to ud af tre helbredte. Hos mange voksne varer sygdommen længere tid end hos børn, ofte mange år. Hvis man vælger at lade kroppen kurere sygdommen, kan man nedsætte smitten til sig selv og andre ved at holde vorten dækket med fx klar neglelak eller flydende plaster. Man kan også anvende et vortemiddel, der størkner efter påsmøring. Ønsker du at hjælpe kroppen med at bekæmpe vorten er der følgende muligheder
- Beskæring af hornlaget med skalpel samt pensling med vortemiddel
- Frysning
- Laserbehandling
- DCP – “Sensibiliserings-behandling” (særlige genstridige tilfælde)
Vortebehandling er langsom og tidskrævende. Der findes ingen vortebehandling, som er velegnet til alle. Behandling afhænger af personens alder, af vorternes antal og af hvor de sidder på huden, men også af de gener, som vorterne fremkalder.
Beskæring og pensling foretages på Klinik for Fodterapi på Fortunavej hvorimod laserbehandling foretages af hudlæger.